Besøg også:

​Praktik og videreuddannelse

For elever i de ældste klasser har vi et særligt fokus på praktik og videreuddannelse.

Vi har et tæt samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning, og vejlederen kommer jævnligt på besøg og taler med eleverne om deres planer og ønsker for fremtiden. Sammen laver vi en uddannelsesplan, så der i god tid er tænkt på, hvordan elever kommer videre efter endt skolegang i Sputnik.

Praktik

Elever over 14 år har mulighed for at komme i erhvervspraktik på arbejdspladser eller på relevante uddannelsesinstitutioner. Praktikkerne kan være af forskellig længde og er altid tilpasset den enkelte elev.

Flere af vores elever har tidligere haft oplevelser med ikke at kunne slå til i et praktikforløb af flere forskellige årsager. Vi sender kun elever i praktik efter grundigt forarbejde, som sker i samarbejde med erhvervsvejlederen. En del af forarbejdet er at forberede den unge på livet på en arbejdsplads, og hvordan man er en god kollega. Herudover forbereder vi virksomhederne, så de er klar til at tage imod de unge og udfordre dem tilpas ud fra deres forudsætninger.

Brobygning

Brobygningsforløb bliver tilbudt til elever i 9. og 10. klasse. Brobygning betyder, at den unge skal følge et undervisningsforløb på en uddannelsesinstitution sammen med andre unge. Det er som udgangspunkt obligatorisk at deltage i Brobygningsforløb, og den unge planlægger relevante forløb sammen med sin lærer på Transitten og UU-vejleder. Vi laver forløbene med de unge i et tempo, som de kan følge med i.

Brobygningsforløbene giver de unge mulighed for at se, hvilke udfordringer de kan møde på de pågældende uddannelser og øve sig i nye strategier i et trygt miljø. For de unge der af forskellige årsager ikke magter denne udfordring, vil der blive tilrettelagt særlige individuelle forløb.

Udvidet mentorordning i 10. klasse

Overgangen til ny uddannelse er en udfordrende proces. Derfor får elever i 10.klasse (Transitten) tilknyttet

en mentor. Mentoren vil følge den unge i de første måneder fra opstarten på ny uddannelse og hjælpe den unge med de personlige udfordringer de må møde. Læs mere om mentorordningen.

Udover mentorordningen får unge i 10. klasse (Transitten) lavet en funktionsbeskrivelse gennem tests, interviews og opgaver med Sputniks psykolog og mentor. Funktionsbeskrivelsen vil følge den unge til det kommende uddannelsessted og giver de kommende undervisere og studievejledere et præcist billede af de unge de modtager.

Fritidsjob

Hvis det er muligt og giver mening vil de unge endvidere blive guidet til at søge fritidsjob, hvis de ikke allerede har et job, de passer. Det er vores erfaring, at unge, der er i stand til at passe et fritidsjob, har langt større chancer for at gennemføre en uddannelse.​

Tilmelding til Nyhedsbrev

Sociale medier