Besøg også:

Den integrerede indsats​

Sputniks metode i skole-dagbehandlingen er den integrerede indsats. Det betyder, at det er den samme voksne, der underviser i skolefagene og udfører behandlingsindsatsen. På den måde kan vi hjælpe en elev med at blive bedre til matematik, samtidig med at han eller hun får styrket sin personlige og sociale udvikling.

Den integrerede indsats kræver, at vores medarbejdere er rigtigt dygtige. Næsten alle vores medarbejdere er lærere eller pædagoger, og alle fastansatte får en behandlingsfaglig uddannelse – en etårig systemisk-narrativ efteruddannelse fra Kursuscenter Sputnik.

Vi benytter desuden psykologer til at opkvalificere og supervisere de undervisere, som er sammen med eleverne til daglig.

Morgenmøder skaber sammenhæng

Et metodisk redskab på alle vores skoler er personalets morgenmøde, hver dag inden skoledagen begynder. På morgenmødet gennemgår vi elevernes udvikling og udfordringer ud fra en fast matrice: beskrivelse, analyse, intervention. Det er en metode til at skabe fælles refleksion hos personalet om hændelser og tegn hos udvalgte elever og aftale nye handlemåder og strategier. Vi bruger dagen i går til at opkvalificere dagen i dag.

Det betyder, at alle i personalegruppen kender til de aftaler, der er lavet med enkelte elever, og eleverne vil derfor blive mødt med en entydig tilgang, uanset hvilken voksen han eller hun møder. Samtidig er det et fagligt refleksionsrum af selvsuperviserende karakter. På den måde skærper vi hele tiden vores viden, metoder og tænkning, også uden for den fastlagte, eksterne supervision.

Særligt for elever, der er socialt og emotionelt forstyrrede

Indsatsen tager højde for, at eleverne kan have vanskeligheder inden for områderne adfærd, kontakt, trivsel (AKT), kultur og opmærksomhedsforstyrrelser. Mange af eleverne har diagnosen ADHD.

Vi arbejder med kognitive modeller rettet mod den unges adfærd. Eksempelvis modeller for konfliktløsning og sociale træningsskemaer.

Særligt for elever med autisme og psykisk sårbarhed

Indsatsen tager højde for elevernes diagnoser inden for autisme-feltet, og vi anerkender diagnosen som en livsledsager. Samtidig arbejder vi med at give eleverne autismeredskaber og -strategier, så de kan få et bedre liv med diagnosen. Vi arbejder f.eks. med visuelle elementer, herunder tegneseriesamtaler, og diagnosespecifikke medieringsteknikker.​ Med andre ord tager vi hensyn til autisme i undervisningen. 

Tilmelding til Nyhedsbrev

Sociale medier