Besøg også:

​Sputnik hilser Meebook velkommen

Siden efteråret 2017 har Sputnik været i gang med at implementere en ny digital læringsplatform: Meebook. Her giver vi ordet til nogle af de medarbejdere, som har været involveret i implementeringsprocessen, og lader dem fortælle om forløbet.

Et velkendt mundheld siger, at forandring fryder. Men store forandringer kræver som regel også tid og en længerevarende indsats, inden de for alvor kan begynde at blomstre og bringe fryd. Det kan de fleste medarbejdere i Sputnik nikke genkendende til, når vi taler om implementeringen af Meebook.

Det handler i bund og grund om mindset

Lars Wagner, som til daglig er konsulent og visitationsansvarlig i Sputnik, er projektleder for Meebook i Sputnik. Han har med andre ord haft ansvaret for at sætte implementeringsprocessen i gang og drive den fremad.

”Det handler jo dybest set om at skulle ændre mindsettet for +100 mennesker i forhold til, hvordan man plejer at gøre tingene. Udfordringerne ligger især i at finde og give sig tid til at lære denne her nye platform at kende. Det er nemlig virkelig tidskrævende – både at sætte sig ind i hvordan den fungerer, og hvordan den skal bruges. Men i sidste ende har tilbagemeldingerne omkring Meebooks funktionalitet været overvejende positive.”

Lars Wagner​

Superbrugernes nøglefunktion

To til tre medarbejdere fra hver Sputnik-afdeling er blevet uddannet som Meebook superbrugere. Det skete inden sommerferien 2017 henover tre dage og med hjælp fra en dygtig ekstern konsulent. Superbrugerne har fået en grundig gennemgang af og øvelse i de forskellige værktøjer, som Meebook rummer. Dernæst har de haft ansvaret for at overlevere viden om Meebook til deres kolleger, og guide dem til, hvordan de skal tage platformen i brug.

Superbrugerne har spillet en meget særlig og vigtig funktion i implementeringsprocessen. Det understreger Esben Lindegaard, souschef på Sputnik Vibevej, også:

”Noget af dét der har været allervigtigst, har været superbrugernes tilgang. Særligt det her med, at de har vidst, hvor de skulle vende deres tvivlsspørgsmål henne. Det skulle ikke vendes i personalegruppen, men med ledelsen. For en vellykket forandring og implementering kræver at man kan smitte med sit engagement”.

Det kræver tid

René Jensen er medarbejder og superbruger på Sputnik Vibevej. Han har spillet en aktiv rolle i digitaliseringsforløbet, og har sammen med de øvrige superbrugere på Vibevej brugt en del tid på at sætte sig ind i, hvordan Meebook fungerer. Han har også været god til at holde afdelingsledelsen op på, at Meebook er noget, som der skal afsættes ordentlig tid til.

”Hver gang vi havde været på kursus, tog vi det op som et punkt på det næste personalemøde”, fortæller René. ”Så fortalte vi alle om, hvad vi havde lavet, hvad vi havde øvet os på, og hvad vi havde fået at vide. Mest af alt for at videregive de informationer vi fik hurtigst muligt. Men også for at opmuntre vores kolleger og guide dem til hvordan de kunne gå ind i Meebook og bare lege med det – inden vi rigtigt skulle i gang med at integrere det i vores hverdag”. ​

Udover at bruge tid på personalemøderne, så har afdelingen på Vibevej også afholdt adskillige Meebook workshops. Det har været med til at sikre en løbende og god implementeringsproces.

Med blikket rettet fremad

Erfaringerne fra Vibevej indtil videre peger på, at implementeringen af Meebook kræver tid. Superbrugerne har spillet en vigtig funktion i forhold til at orientere og vejlede personalegruppen og sikre en positiv og nysgerrig stemning omkring forløbet.

Implementeringen af Meebook er stadig i gang på såvel Vibevej som alle øvrige afdelinger i Sputnik. På tværs af Sputniks afdelinger hilser vi Meebook positivt velkommen, og vi glæder os til med tiden at kunne udnytte og opleve det fulde potentiale, som læringsplatformen rummer.​​

​Om Meebook

  • Meebook er en digital læringsplatform.
  • Platformen gør det muligt at planlægge, dele, afvikle, gemme og evaluere forløb.
  • Meebook er en del af Sputniks strategi for IT og digitale læremidler.

Læs mere på Meebooks egen hjemmeside​

Tilmelding til nyhedsbrev

Få nyt fra Sputnik i din indbakke. Ved tilmelding får du samtidig fem brugbare pædagogiske redskaber til at forebygge og håndtere konflikter.

Sociale medier