Skolen Sputnik søger to psykologer (barselsvikarer)
Vil du arbejde med børn og unge med autisme, ADHD og psykiske vanskeligheder? Og ønsker du et psykologjob med faglig selvstændighed, tæt sparring og gode kolleger, der også har plads til grin i hverdagen?
Vi søger to psykologer til barselsvikariater på Skolen Sputnik (dagbehandling), hvor du bliver en del af et engageret psykologteam og et tværfagligt samarbejde om børn og unges trivsel, udvikling og læring.
Hos os får du mulighed for at bringe din psykologfaglighed i spil tæt på den pædagogiske praksis. Du får stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dine opgaver, gode muligheder for faglig udvikling og kolleger, der prioriterer både samarbejde og et godt arbejdsmiljø.
Vi tilbyder
- Faglig selvstændighed og ansvar med indflydelse på tilrettelæggelsen af dine opgaver.
- Et stærkt kollegialt fællesskab med engagerede psykologkolleger og tværfaglige samarbejdspartnere.
- Løbende sparring og supervision med interne fagmøder og supervision hver anden uge samt fast ekstern supervision.
- Støtte til praksisuddannelsen til klinisk psykolog. Vi tilbyder den nødvendige supervision, så uddannelsens supervisionskrav kan opfyldes inden for en treårig periode.
- Gode ansættelsesvilkår med arbejdsgiverbetalt pension, frokostordning, mulighed for sundhedsforsikring efter ni måneders ansættelse og en ekstra uges ferie i forbindelse med sommerferien.
Hvor skal du arbejde?
Vi søger to psykologer til vores dagbehandlingsskoler i Greve, Hvidovre og Gentofte.
Du bliver tilknyttet én eller flere af afdelingerne, og den konkrete fordeling aftales med udgangspunkt i skolernes behov og dine ønsker og kompetencer.
Vi er organiseret i teams, så du er sammen med én eller flere psykologkolleger. Dette for at sikre et makkerskab og bedst mulig faglig dækning.
Du vil som udgangspunkt være på skolernes afdelinger fire dage om ugen. Den femte dag samles psykologteamet i vores administration i København NV, hvor du også får din egen kontorplads. Her er der tid og rum til faglig sparring, supervision og fælles udvikling.
”Jeg trives, fordi de ansatte er søde, inkluderende, og jeg griner på arbejdet. Det er vigtigt med faglighed, læring og udvikling som psykolog. Men for mig personligt og fagligt er det også vigtigt at have det sjovt på arbejdet, mellem alt det tunge, seriøse og hårde vi som psykologer oplever i vores arbejde.”
– Citat fra én af dine kommende kolleger.
Dine hovedopgaver
- Sparring og supervision til det pædagogiske personale.
- Deltagelse i og kvalificering af visitation og indskrivningsmøder.
- Aktiv deltagelse i behandlingsplanlægning, herunder validering af behandlingsplaner.
- Afgrænsede samtaleforløb med børn, unge og deres forældre.
- Gruppeforløb for børn og unge.
- Udarbejdelse af udtalelser og indstillinger samt gennemførelse af psykologfaglige test efter behov, særligt WISC og BRIEF. Der er mulighed for oplæring i relevante test.
- Eventuel vidensformidling på temadage og personalemøder.
Hvem er du?
Du er uddannet cand.psych. og har lyst til at arbejde med børn og unge med komplekse udfordringer.
Måske har du erfaring fra PPR, børne- og ungdomspsykiatrien eller et andet behandlingstilbud. Du kan også være relativt nyuddannet og have relevant erfaring fra praktik eller studiejob. Det vigtigste er, at du har et solidt fagligt fundament, er nysgerrig og har lyst til at udvikle dig sammen med andre.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med børn med særlige udfordringer, eksempelvis tilknytningsforstyrrelser, socio-emotionelle vanskeligheder, ADHD, autisme eller angst.
- Er nysgerrig på din faglige udvikling og møder andre faggruppers perspektiver med åbenhed og respekt.
- Trives i et tværfagligt samarbejde, hvor forskellige faggruppers viden og bidrag vægtes ligeværdigt, og hvor refleksion over egen praksis er en naturlig del af arbejdet.
- Arbejder selvstændigt og ansvarsbevidst med blik for den organisatoriske helhed.
- Har lyst til at udvikle og styrke den psykologfaglige indsats i tæt samarbejde med kolleger og ledelse.
- Har lyst til at være en del af en organisation med et systemisk og narrativt grundsyn, som suppleres med metoder fra andre relevante psykologfaglige retninger.
Hvem er vi?
Skolen Sputnik er et specialiseret dagbehandlingstilbud for børn og unge fra 0.-10. klasse med blandt andet autisme, ADHD, psykiske vanskeligheder og socio-emotionelle udfordringer.
Vi arbejder ud fra et systemisk og narrativt grundsyn og med en integreret indsats, hvor undervisning, socialpædagogik og behandling går hånd i hånd. Som psykolog får du en vigtig rolle i at bygge bro mellem den psykologfaglige viden og den daglige pædagogiske praksis. Det gør du blandt andet gennem sparring, supervision og faglige oplæg, som understøtter personalets behandlingsarbejde.
Sputnik rummer desuden STU, botilbud og eget kursuscenter.
Vi er en privat organisation med faste samarbejdsaftaler med mere end 35 kommuner.
Praktisk information
- Ansøgningsfrist: 20. november 2026 kl. 12
- Samtaler: Vi afholder samtaler løbende.
- Ansættelse: 1. december 2026 eller 1. januar 2027.
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer om ugen, men det er også muligt at ønske deltid.
Begge stillinger er tidsbegrænsede barselsvikariater med tre måneders prøvetid. Ansættelse sker efter funktionærloven, og der indhentes børne- og straffeattest.
Send os din ansøgning og dit CV via vores ansøgningsportal her
Du bliver ansat efter funktionærloven med 3 måneders prøvetid. Der bliver indhentet børne- og straffeattest.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- Leder af psykologteamet Marie Andersen: 20 95 26 41
- Psykolog Sofie Løvbjerg Abildgaard: 22 13 71 45
