Sputnik Broen | Center for skolefravær

Broen er et højt specialiseret skole- og behandlingstilbud til børn og familier, som oplever langvarig skolevægring. Skolevægringsteamet består af ledelse, psykologer, familiebehandlere og undervisere med specialpædagogisk efteruddannelse og særlig viden om skolevægring.

Vores viden stammer fra forskning, praksis, VISO-rådgivning og nationale skolevægringsnetværk. Vi tilbyder en helhedsorienteret indsats med undervisning i hjemmet, familiebehandling og koordinering i netværket.

Vi tror på, at barnet kan komme i skole igen med den rette hjælp, og vi støtter forældre til at genfinde den samme tro.

Et forløb i Sputnik Broen indeholder altid:

  • Afdækning af årsag til skolevægring
  • Mulighed for undervisning i hjemmet
  • Udvidet forældresamarbejde og samtaleforløb
  • Behandlingsplan og dokumentation for progression
  • Hyppig kontakt og hyppige statusmøder
  • Forældrekurser/psykoedukation
  • Brobygning til skole
  • Ved behov desuden læsetest og/eller kognitiv test.

Hvordan kan vi se, at det virker?

Et forløb i skolevægringsindsatsen tager typisk et halvt år. Vi arbejder med mikromål og tilpasser løbende indsatsen efter progression. Hjemmeundervisning til børn med skolevægring gives efter reglerne om sygeundervisning og kan være op til 10 timers undervisning/behandling om ugen.

Vi søger altid at facilitere indsatsen for barnet så tæt på det kommende skolemiljø, som muligt. Vi har en fleksibel struktur, som betyder, at vi kan lave en glidende overgang for eleven, som gradvis lærer flere voksne at kende og får mere faglig undervisning. Når eleven er på niveauet med 10 timer, skruer vi op til næste indsats, hvor eleven indskrives på en skoleafdeling, typisk i reduceret skema.

Vi holder hyppige statusmøder og dokumenterer al progression, så både barn, familie og kommune kan se, at der sker forandring, om end den ofte går langsomt til at begynde med.

Hvem går i Sputniks skolevægringstilbud?

Børn og unge med skolevægring fra 0.-10. klasse.

  • Elever, der skal indskrives i dagbehandling, som har brug for en særlig indsats, før de er i stand til at møde op på en skoleafdeling.
  • Eleverne har ofte oplevet bekymrende skolefravær eller skolevægring i et år eller mere.

Formål med skolevægringsforløb

  • At få barnet / den unge tilbage i trivsel og udvikling
  • At afdække årsagerne til skolevægring og udarbejde en indsats, som mindsker den.
  • At få eleven tilbage i et skoletilbud igen

Hvem møder barnet og familien?

Hvert barn og familie er tilknyttet et lille team, som består af to undervisere/behandlere i tæt samarbejde med familiebehandler/psykolog. Vores medarbejdere er altid uddannede lærere, pædagoger eller psykologer og med en specialpædagogisk efteruddannelse. Vi har mangeårig erfaring med skolevægring og herudover praksis- og forskningsviden fra VISO-rådgivning.

Grundstenen i vores tilgang er forudsigelighed, autenticitet og ordentlighed. Vi tror på udvikling, og vi ved, at tilpasse forstyrrelser, forventninger og tæt ledsagelse er en forudsætning for, at det kan lykkes. Undervejs vil vi sammen opleve frustrationer, begejstring, gode historier og tilbageskridt som en naturlig reaktion på, at der er meget på spil for den enkelte, og at nye vaner tager tid at etablere.

Vi følges ad, både når det går godt, og når det er svært.

Kontakt os for at høre mere om Broen

Lars Wagner

Visitationsansvarlig

Tlf. 51 78 46 26
Mail: LWA@skolensputnik.dk

Mette Dræby Petersen Leder af Slusen Skolen Sputnik Klædemålet 9 2100 København

Mette Dræby Petersen

Leder af Sputnik Broen

Tlf. 22 27 70 71
Mail: MEP@skolensputnik.dk