Fælles for de elever, som går i Skolen Sputnik er, at de har brug for tæt og målrettet støtte. Mange af vores elever har dårlige skoleoplevelser med sig fra tidligere, og flere har desværre også en historik, der involverer mobning. Det sætter sig i selvtilliden, selvværdet og lysten til at lære. Men også i evnen til at kunne stole på andre mennesker, måske særligt voksne, og systemet omkring én.
Det kan 17-årige Josefine skrive under på. Hun har netop færdiggjort sin 9. klasse fra Skolen Sputnik Vesterbro, trods dét at hun for bare et år siden led af svær angst. “Det føles som en drøm, jeg kan vågne op fra hvert øjeblik, det skulle være’”, siger hun selv.
Det lå ikke i kortene, at Josefine ville få sin 9. klasse. Dermed ikke sagt at livet er en dans på roser nu; Josefine har fortsat ting, hun slås med. Men hun har også ting, hun slås for. Og lige så vel som en sårbarhed rummer hun en råstyrke, som ikke er til at tage fejl af, når man taler med hende.
Vi bringer her et portræt af Josefine. Det er baseret på et interview lavet af digital kommunikationsansvarlig i Sputnik, Ann-Sophie Tønner.
Hvilken følelse sidder du med nu her, hvor du har været til din sidste eksamen?
“Jeg er både rigtigt stolt af mig selv, for jeg havde jo ikke engang regnet med, at jeg kunne tage min 9. klasse. Men jeg er også lidt ærgerlig over det, tror jeg, fordi jeg ville gerne have gjort det bedre. Men jeg er glad – det kunne være gået bedre, men det kunne også være gået meget værre.
I den tid jeg har gået i Sputnik, der har fokus været meget på min angst, og ikke kun på det faglige. For det var dét, der gav bedst mening for mig. Mødte man mig for halvandet år siden, ville jeg ikke kunne sidde her og kigge dig i øjnene. Så der er jo sket meget på kort tid.”
Hvor længe har du kæmpet med angst?
“Det har jeg lige siden 7. klasse, det vil sige 2018. Det er fem år siden i dag.”
Har du haft perioder, hvor du ikke har været i skole?
“Ja, det har jeg. Jeg blev mobbet på min gamle folkeskole. Så startede jeg med at pjække og så begyndte jeg på selvskade. Mobningen startede i 3. klasse og da jeg ramte 7. klasse, begyndte jeg bare at ødelægge mit eget liv. Jeg valgte at gå ud og ryge hash og drikke og sådan noget, i en alder af tretten. Det havde været svært i mange år, men det var først i 7. klasse, at det eskalerede. Der var jeg også indlagt på psyk (psykiatrisk afdeling, red.), fordi jeg var så udadreagerende. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte mig også fejldiagnosticeret, hvis jeg skal være helt ærlig.”
Hvad er du diagnosticeret med?
“Atypisk autisme. Angst, den kan jeg godt se, eller som de kalder det: social fobi. Misofyni, den ser jeg også godt. Og så her sidste år fik jeg at vide, at jeg har borderline, den tror jeg heller ikke på. Når jeg læser mine papirer, kan jeg ikke genkende mig selv. Jeg føler de (fagpersoner, sagsbehandlere m.fl., red.) har lavet om på min historie.”
Hvad har det gjort ved din tillid til andre mennesker?
“Altså jeg nåede jo til et sted, hvor jeg ikke stolede på nogen. Overhovedet. Ikke en gang mine egne forældre. Ikke en gang mine venner. Og det værste, det var psykologer og psykiatere, pædagoger og lærere. Jeg har truet alle mine sagsbehandlere med voldsomme ting. Jeg har ikke stolet på nogen.”
Hvad var det ved Thomas (Josefines seneste fokusvoksen i Sputnik, red.), der gjorde, at du fik tillid til ham?
“Første gang jeg mødte Thomas, der var han Thomas. Han var der bare. Han dækkede ikke over noget. Han ser mig som mig, og ikke som noget andet. Det er også dét, der gør, jeg har så meget respekt for Thomas. Omvendt føler jeg også, at jeg altid er blevet mødt af ham med en respekt for hvem, jeg var.
Der er mange andre voksne, det har jeg også mødt i Sputnik, som snakker til mig, som om jeg var tolv, også selvom jeg snart er myndig. Det gør Thomas ikke, og det er én af de ting, der gør, at han har været så god for mig.”
Du har også haft tæt kontakt med Anne Berglund (Sputniks leder for vejledning, praktik, fritidsjob og fritidsliv, red.) i løbet af din tid i Sputnik?
“Ja, det har jeg. Jeg elsker Anne B, hun er fantastisk, for hun knokler så meget for sine unge mennesker. Hun har gjort så meget for mig. Jeg var træt og sur, da jeg startede i Sputnik for 1 år siden. Jeg gad ikke snakke med nogen, jeg stolede ikke på nogen, og jeg var usikker på at starte her. Men Anne B trængte igennem til mig. Fra første dag havde jeg en god mavefornemmelse omkring hende, og den har vist sig at være rigtig.”
Du har i løbet af dit år i Sputnik været i flere forskellige praktikker, kan jeg forstå?
“Ja, det har jeg. Min første praktik var i Kvickly, men det var en mindre god oplevelse. Jeg fik en kæmpe bule omkring øjet i forbindelse med et uheld på arbejdspladsen, og det slog mig helt ud. Da bulen forsvandt igen, havde jeg ikke lyst til at vende tilbage.
Efter noget tid faldt jeg over et opslag i en Facebook-gruppe fra en nyåbnet plakatbutik i Taastrup, som søgte ungarbejdere. Jeg sendte dem en mail, men hørte ikke tilbage fra dem, hvilket jeg synes var mærkeligt. Det snakkede jeg med Thomas og Anne B om, og så skubbede de ellers på og fandt ud af, at jeg måske kunne komme i praktik derude. Det kom jeg så og bagefter søgte jeg fritidsjob der, og det fik jeg heldigvis. Nu arbejder jeg otte timer om ugen.”
Hvad har det betydet for dig at få et fritidsjob?
“Alt i hele verden. Fordi alle omkring mig, de havde jo et. De har haft et siden de var femten nærmest. Jeg har følt mig dum og dårlig og alt muligt, fordi jeg vidste ikke, hvordan man skrev en ansøgning. Jeg vidste ikke, hvordan man kontaktede folk. Hvad så når jeg begyndte, tænkte jeg, var der så nogle, der ville kigge mærkeligt på mig? Hvad med min angst? Alle sådan nogle ting. Så det med at jeg har et arbejde nu, det betyder alt i hele verden for mig.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi ikke har særligt mange penge derhjemme. Så det med at se, at der står et tal på min konto og vide, at det er mig, der har arbejdet for de penge, og jeg kan bruge dem, som jeg vil, det er en befrielse.
Der ligger også noget i at bevise over for mig selv, at jeg godt kan. Jeg kan godt overkomme min angst, hvis bare jeg er drevet af noget.”
Hvad har du været drevet af i løbet af dit 9. klasse år?
“Dét, der har drevet mig, det er, at jeg gerne vil have det bedre. Jeg har ikke lyst til at sidde som en samfundstaber. Jeg vil gerne leve et normalt og værdigt liv, ligesom andre omkring mig. Og jeg vil gerne leve mit liv, i stedet for bare at overleve og eksistere.”
Du har også været i praktik i Forsvaret, hvordan var det?
“Det var så fedt. Virkelig hårdt og udfordrende både fysisk og mentalt, men jeg elskede det. Vi var måske 30 unge, der ikke kendte hinanden på forhånd, som var i praktik på Høvelte Kaserne fra mandag til fredag. Vi sov der, og vi lærte at pakke rygsæk, pudse støvler og parere ordrer. Og så blev vi testet på vores fysik og udholdenhed. For eksempel havde vi en nat, hvor vi skulle sove udenfor i en bivuak og lave øvelser midt om natten. Og det var altså marts måned, det var pisse koldt.
Jeg har haft svært ved at spise foran og sammen med andre mennesker, og så kom jeg derop, hvor man får en spisebillet og skal sidde i en kantine og spise. Det var mega grænseoverskridende, men jeg gjorde det. Mærkeligt nok blev min angst ikke trigget i løbet af de fem dage på kasernen. Jeg ved ikke, hvad det var, jeg ved bare, at jeg forelskede mig i det.”
Josefine starter på Sputnik STU København efter sommerferien. Hun drømmer om at komme ind i Forsvaret og gøre karriere som professionel kampsoldat.
Josefine har ydet en enorm indsats for at nå dertil, hvor hun er i dag. Trods mobning og svær modgang i livet, er Josefine i dag en ung kvinde, der udstråler varme og beslutsomhed. Vi i Sputnik ønsker hende alt det bedste fremover.
Læs mere om praktik- og fritidsjobindsatser i Skolen Sputnik her
