
Et kursus i co-teaching har givet underviserne på Skolen Sputnik Vesterbro fælles sprog, nye redskaber og fornyet inspiration til at styrke det pædagogiske samarbejde og læringsmiljøet for eleverne.
Samarbejde i klasselokalet giver tryghed
På Skolen Sputnik Vesterbro er det fast praksis, at flere undervisere samarbejder i klasselokalet om at løfte den faglige undervisning, og understøtte elevernes læring.
Det har vist sig som en styrke i forhold til at skabe tryghed, struktur og fleksibilitet for eleverne, som alle har et ekstra stort behov for støtte.
På skolen har man i et stykke tid haft en ambition om at systematisere og styrke samarbejdet, og derfor gav det god mening at lade hele teamet deltage i et kursusforløb om co-teaching.
Co-teaching som konkret metode

Kursusforløbet blev faciliteret af Rikke Bach fra Teach Nordic, og blev i første omgang afholdt som internat, der efterfølgende blev suppleret af opsamling og evaluering på skolen.
Kurset tog udgangspunkt i konkrete metoder og principper for, hvordan undervisere kan samarbejde systematisk om at løfte undervisningen.
Rikke Bach har gennem mange år arbejdet med at udvikle inkluderende læringsmiljøer – både gennem Cooperative Learning og co-teaching, og hun har særligt fokus på, hvordan de professionelle omkring eleverne bedst muligt samarbejder om både rammer og indhold i undervisningen.
Inspiration og sparring i praksis
Underviserne blev introduceret til metoden og forskellige tilgange i co-teaching og arbejdede med, hvordan principperne kunne omsættes til praksis i egen hverdag.
Kombinationen af Rikkes praksisnære oplæg, refleksion og planlægning gav anledning til faglig sparring og justering af eksisterende samarbejdsformer. Målet er fortsat at understøtte eleverne bedst muligt – med blik for både den enkeltes behov og det fælles læringsmiljø.
Et styrket fælles afsæt
Det har været oplagt at implementere co-teaching som en mere bevidst og systematisk metode i skolens hverdag. Med co-teaching får underviserne et fælles sprog og et fælles afsæt for at videreudvikle det samarbejde, der allerede fungerer godt.
Vi bliver mere opmærksomme på vores roller, på hvordan vi kan supplere hinanden bedst muligt – og vigtigst af alt: hvordan vi sammen kan skabe endnu bedre læringsmiljøer for vores elever.
|
“Vi har altid arbejdet tæt sammen som undervisere, men det har været godt at få et fælles sprog og nogle mere bevidste greb til, hvordan vi fordeler roller og ansvar i klassen,” fortæller fortæller Morten Klingsøe som er underviser på Skolen Sputnik Vesterbro. |
![]() |
På Skolen Sputnik Vesterbro ser vi frem til at fortsætte det gode arbejde og afprøve de nye værktøjer og perspektiver i praksis. Kurset har givet både ny inspiration og konkrete redskaber.
Om Skolen Sputnik Vesterbro
Sputniks afdeling på Vesterbro er for elever fra 0.-10. klasse med autisme og psykisk sårbarhed, herunder angst, OCD og lignende. En del elever har også ADHD eller ADD i tillæg til autismen.
Afdelingen er særligt specialiseret i angstbehandling og skolevægring og har særlig faglig viden om selektiv mutisme.



