Ejendomsmægler billede

Det tog sin tid at finde praktikpladsen, men til gengæld landede Emma det helt rigtige sted, da hun kom i praktik som ejendomsmægler hos danbolig Rødovre.

Sputniks egen vejleder for praktik, fritidsjob og fritidsliv, Anne Berglund, kom på noget af en opgave, da hun skulle finde en praktikplads til Emma Dahl, som til daglig går i 8. klasse på Skolen Sputnik i Rødovre.

”Emma havde et stort ønske om at komme i praktik som ejendomsmægler, og det ville jeg så gerne imødekomme. Jeg har nok skrevet til femten forskellige ejendomsmæglere og ringet rundt til 30. Alle mæglerne havde vanvittigt travlt, da det jo er om foråret, det er højsæson for salg af boliger”, fortæller Anne.

Det er såmænd ikke ualmindeligt, at det tager tid at finde en praktikplads til Sputniks unge. For som Anne siger: ”Vi skal også sikre os, at praktikstedet vil bruge den fornødne tid på vores elever, sådan så det bliver et kvalificeret indblik i jobbet, de får.”

En praktikplads i nærheden

Med ihærdighed lykkedes det omsider Anne at lande en praktikplads til Emma. Endda hos en lokal ejendomsmægler, som lå bare 1 km fra Skolen Sputnik Rødovre.

Emma har netop nu afsluttet sit praktikforløb, og glæden og stoltheden er ikke til at tage fejl af. Emma fortæller selv:

”Min uge i praktik hos danbolig har været både udfordrende og spændende på mange måder. Både ejeren og alle i danbolig var så utroligt søde ved mig. De var hjælpsomme og lærte mig mange ting. Alligevel har det været nervepirrende at møde nye mennesker og nye udfordringer, men også meget lærerigt. Jeg har for eksempel lært at skrive en beskrivelse til et hus, lavet vurderingsmapper og lært lidt mere om værdi og stand af forskellige huse.”

Dygtig, arbejdsom og enormt rar

Det var ikke kun Emma, som profiterede af forløbet. Det gjorde danbolig Rødovre også. Indehaver Paulo Fernando var så sød at give Emma en skriftlig anbefaling med, hvori han giver Emma sine varmeste anbefalinger.

Udover den flotte udtalelse har teamet hos danbolig Rødovre meldt ud, at de gerne vil have Emma i praktik igen, når hun til næste år går i 9. klasse. Det glæder Emma sig til.

Den lange søgen efter en praktikplads resulterede med andre ord i et perfekt praktikmatch. Stor tak til danbolig Rødovre for et meget fint samarbejde.

Læs mere om praktikindsatser i Skolen Sputnik

Har din virksomhed også opgaver til en praktikant?

Sammen kan vi hjælpe udsatte og sårbare unge til en lysere fremtid – og samtidig være med til at løfte konkrete opgaver, som virksomheden måske ikke får tid til i hverdagen.

Kontakt Anne Berglund, Sputniks vejleder for praktik, fritidsjob og fritidsliv, på tlf. 41 78 31 31