Et tæt praktiksamarbejde mellem Skolen Sputnik Vibevej og Savoy Hotel på Vesterbro har skabt nye fremtidsdrømme for fem af Sputniks unge.
Det startede med en irritation over nogle elpærer, som var uens og så rodede ud. Da Hotel Savoy på Vesterbro fik mulighed for at få en gruppe unge fra Sputnik i praktik, var der derfor masser af småopgaver at kaste sig over. Det resulterede i et forskønnelsesprojekt, som for de unge har været en blanding af skolegang, praktik og fritidsjob.
”Det tager lang tid for os, og så får vi det ikke gjort,”, fortæller daglig leder på Hotel Savoy, Gitte Nielsen og fortsætter: ”Men nu hvor vi ser resultatet, er det bare så flot!”
Når man går op ad trapperne på Hotel Savoy, undgår man ikke at lægge mærke til den flotte lyssætning. Det er de unge fra Sputnik, som har hjulpet med at skifte alle pærer, så det får et ensartet udtryk. Herudover har de plantet og malet havestole i gårdmiljøet, syet gardiner og lavet mindre maleopgaver.
”Her hos os er de fuldstændig som alle andre unge mennesker. De er så fantastiske – søde og høflige. Det har været dejligt at se dem blomstre og udvikle sig og lære, hvordan man er på en arbejdsplads. Samtidig har vi fået opgaver løst – det har været win win,” fortæller Gitte.
Har din virksomhed også opgaver til en praktikant?
Sammen kan vi hjælpe udsatte og sårbare unge til en lysere fremtid – og samtidig løfte konkrete opgaver, som virksomheden ikke får tid til i hverdagen.
☎️ Kontakt Poul Nielsen på tlf. 22 10 12 38 eller Anne Berglund på tlf. 41 78 31 31.
Drømmen om en maleruddannelse blev vakt for Jetmir
Jetmir er én af de unge, som har været med til at forskønne hotellet. Han går i 9.B på Skolen Sputnik Vibevej, og efter sommer skal han gå i 10. klasse i Hellerup:
”Jeg kommer fra et anderledes miljø, og jeg har tidligere følt, at de forkerte ting, var det nemmeste. Sputnik og det her projekt har vist mig, at du kan, hvad du vil. Bare du giver den en skalle, skal det nok lykkes,” fortæller han.
Jetmir har været glad for at møde nye mennesker og hele tiden få nye udfordringer. Tiden går på en god måde, når man arbejder sammen og kan lave sjov sammen. Nu drømmer han om at uddanne sig til maler og måske senere videreuddanne sig til vejingeniør, ligesom sin onkel:
”Jeg har tidligere været i praktik som maler, hvor jeg har vekslet mellem skole 2-3 dage og praktik 2-3 dage. Jeg er glad for, at jeg har fået mulighed for at gå i Sputnik. De tilbyder mig al den hjælp, de kan give mig for at jeg kan få en god udvikling,” afslutter han.
Og det er ikke slut med hoteleventyret for Jetmir endnu. Den daglige leder Gitte har nemlig lovet ham, at han må komme og få en overnatning på sit yndlingsværelse, når højsæsonen er forbi.
Anbefaling fra hotelejeren
Forløbet blev afsluttet med reception og en flot skriftlig udtalelse fra hotelejer Karim Nielsen. Karim gav også de unge gode ord med på vejen: ”Det I har hjulpet os med her på hotellet, har været helt fantastisk, og jeres forældre kan være stolte af jer. Hvis I en dag skal søge arbejde, vil jeg gerne give en mundtlig anbefaling til hver og én af jer.”